Press Release - 08.12.2021 - 10:00
ILVA præsenterer ny CEO
1. september 2022 indtager Martin Hallund den øverste post i ILVA efter mere end 25 år i virksomheden
Det bliver 47-årige Martin Hallund, der overtager posten som CEO i ILVA, når nuværende topchef, Rami Jensen, den 1. september 2022 forlader ILVA til fordel for JYSK, hvor han tiltræder som President and CEO per 1. september 2023.
Martin Hallund har arbejdet i ILVA/Idémøbler i mere end 25 år, og derfor har den nye topchef et indgående kendskab til den virksomhed, han nu skal stå i spidsen for.
”Jeg begyndte min lederkarriere som driftsansvarlig på lageret, men siden har jeg arbejdet i rigtig mange funktioner og haft mange forskellige roller. Det har givet mig en god forståelse af alle dele af virksomheden, og det ser jeg bestemt som en fordel,” siger Martin Hallund, der i dag har titel af Retail Director i ILVA.
Kursen er den samme
I rollen som Retail Director har han været en stor del af udarbejdelsen af den strategi, som over de senere år har betydet, at ILVA har vendt markante underskud til overskud på bundlinjen.
”Jeg har været med gennem hele arbejdet med strategien, og der er stadig meget i den, som skal eksekveres, for at styrke ILVA yderligere. Det gælder blandt andet ekspansion med flere butikker i Sverige og en fortsat styrkelse af den digitale del af forretningen. Det er projekter, som jeg glæder mig meget til at stå i spidsen for,” siger Martin Hallund.
Godt for ILVA
Bestyrelsesformand, Jan Bøgh, glæder sig ligeledes over, at Martin Hallund har takket ja til udfordringen.
”Martin kender ILVA rigtig godt, og det er en stor fordel, når han nu skal træde op på den øverste plads. Martin har også spillet en vigtig rolle i at udarbejde den strategi, der gør, at ILVA har vendt et negativt resultat til et positivt resultat, og derfor er jeg slet ikke i tvivl om, at han er den helt rigtige person til jobbet,” siger Jan Bøgh.
Fakta om Martin Hallund
47 år gammel
Bor i Nibe i Nordjylland
Gift og har tre børn
Karrierer i Idémøbler - ILVA
1994 – 2009 Flere forskellige funktioner indenfor lager, logistik, sælger, souschef, butikschef for Idémøbler
2009 – 2014 Salgschef og ansvarlig for Idémøblers butikker i Jylland
2014 – 2018 Kædedirektør Idémøbler
2018 – 2022 Retail Director ILVA
Ny CEO fra 1. september 2022.